Tekst: Adam Schnack

Om nogen steder i København, så fortæller denne del af byen en splittet historie, hvor man fra den ene del af fortællingen hører om middelalderens kirker, mægtige biskopper og oplysningstidens universiteter og fra den anden side ser 68’er- generationens oprør i gaderne efterfulgt af nutidens hipstere drikke café latte på hvert et gadehjørne. Universitetsbygningerne fylder stadig meget i bybilledet, men tiden er en anden for de studerende. Bibelkundskab og præsteskolerne er skiftet ud med en lang række samfundsrelaterede uddannelser, og overalt blomstrer en palet af farverige butikker op, hvor alt fra tjekkede designertøj, underspillede smykkebutikker til musikfyldte caféer ligger side om side. Her bor ikke mange mennesker, men de, der gør, er mennesker i alle aldersgrupper, og alle lever som unge. Smukke kvinder i stiletter blander sig med de tilbageværende livstegn fra 68’er-generationen. Side om side sidder de på den endeløse række af selvbevidste caféer og kaffebarer. Her er en magisk stemning af tolerance og frisind, uden at det bliver anspændt og påtaget. Her leves livet i en kolorit, som vi kender det fra det vidunderlige Marais-kvarter i Paris. De kirkelige institutioner, dens paver og biskopper er ikke synlige i gadebilledet længere, men kvarteret bevæger sig stadig i deres fodspor.

En bydel etablerer sig omkring Vor Frue Kirke

Kvarteret er et af Københavns ældste og blev oprindelig anlagt som sideløbende gader til Vor Frue Kirke, der stadig den dag i dag er bydelens naturlige centrum. Nørre Voldgade, Nørregade, Vestergade og Vester Voldgade definerer Latinerkvarterets ydergrænser, mens de fem skønne stræder udgør kernen af bydelen, henholdsvis Larsbjørnsstræde, Larslejsstræde, Sankt Peders Stræde, Studiestræde og Teglgårdsstræde. På den anden side af Vor Frue Plads har vi Kannikestræde, Krystalgade og Fiolstræde. Den almindelige opfattelse er dog, at det er de førstnævnte fem stræder i den østlige del af Nørre Kvarter, der udgør Latinerkvarteret – i folkemunde Pisserenden.

Der har ligget en kirke på Vor Frue Plads siden 1200-tallet, og rundt om pladsen har man siden middelalderen etableret en betragtelig række tilknyttede institutioner. I 1479 opførte man Danmarks største universitet og en endeløs række af uddannelsesinstitutioner, skoler og fakulteter har siden haft til huse rundt om i kvarterets bevaringsværdige bygninger.

Det lærde miljø forenet med kirkens dominerende tilstedeværelse bevirkede, at det natulige sprog her var latin, deraf navnet Latinerkvarteret – i øvrigt en betegnelse, man kender fra en del andre byer, særligt Paris, hvor et betragteligt område syd for Seinen også kaldes Latinerkvarteret. Netop denne del af Paris har siden middelalderen været kendt for sine mange universiteter og akademiske institutioner. Man talte latin i gaderne. Man udvekslede bøger og artikler på latin. Det latinske sprog bandt tråde til den litterære elite i hele Europa, hvilket også har hjulpet enorme mængder af økonomiske resurser til denne del af København. Meget symbolsk så etablerede biskop i Roskilde Peder Sunesøn i 1208 ved Vor Frue Kirke en latinskole, som var tilknyttet Vor Frue Skole, og i de efterfølgende mange hundrede år var latin det gældende sprog blandt kirkens folk og de lærde fra universitetsmiljøet. Siden er latin blevet udskiftet med dansk, og kirkens dominans har givet efter til fordel for en lang række mere kommercielle foretagender. En gåtur rundt i gaderne, som i øvrigt altid er enormt hyggelig, vidner om et kvarter, der i en sjælden grad er bevidst om sine fortræffelige kvaliteter. De gamle stræder krydser hinanden og danner rammerne for nogle meget dybe grundstykker, som gennem tiden er blevet bebygget med fine klassiske forhuse og hyggelige baggårdsmiljøer med brostensbelagte gårdanlæg og charmerende side- og baghuse. Små isolerede beboelsesrum, der hver i sær byder på noget forskelligt.

På mange måder er det, som om kvarteret i lange tider har været meget lukket om sig selv. Gennem tiden er der sket mange forandringer, om end der stadig findes et væld af uddannelsesinstitutioner, og nutidens Vor Frue Kirke efter tegninger af arkitekt C.F. Hansen den dag i dag består som én af Københavns ubetinget smukkeste kirker og et af de mest besøgte arkitektoniske mesterværker overhovedet herhjemme.

Historiske referencer og medmenneskelig tolerance

I dag er livet i gaderne tolerant, og der hersker en charmerende åbenhed overalt. De latinske gloser er i store træk forbeholdt de sirligt indgraveret stentavler, som er muret ind i flere af de smukt bevarede bygninger, der stadig mange steder kan ses som historiske referencer til middelalderens København.

De fleste bykvarterer i København har været underlagt dramatiske forandringer i såvel arkitektur, miljø og demografisk sammensætning , men historien om Nørre Kvarter er noget helt særligt. Dette er også ét af byens ældste kvarterer, og allerede tilbage i 1496 blev gaden, som i dag hedder Larslejsstræde, for første gang benævnt i bispens jordebog, som ”det Tverstræde, der løber ud af Sanct Peders Stræde og indtil Niels Skrivers Have”. Gadens nuværende navn er en fordrejning af Lasse Leegs Stræde, navngivet efter jordbesidder Lasse Leeg, der dengang bl.a. købte det nærtliggende Roskilde Klara Klosters gård. På hjørnet af Larsbjørnsstræde lå en stor gård med smuk have, som blev omdannet til Æbelholt Kloster, og i de andre stræder lå tilsvarende det ene kloster efter det andet. Tilbage i 1517 skænkede Christian II en kostbar gård med tilhørende jorde på den betingelse, at der blev etableret et kollegium i gården i Sankt Peders Stræde, hvor der dagligt blev afholdt forelæsninger i teologi. Her skulle der doseres i en udogmatisk kristendomsopfattelse, der formodentlig havde til opgave at danne bro til den fremadvoksende oplyste generation. Det skulle dog blive til en ganske kort fornøjelse, idet kollegiets forstander Poul Helgesen hurtigt faldt i en uomgængelig kontrovers med kongen, som efter tre år trak sin gave tilbage. Historien fortæller, at forstanderen hurtigt flygtede til Jylland, kort tid efter var det kong Christian, der drog ud af byen, forstanderen kom tilbage – og sådan har også dette steds historie været drevet frem af den ene dramatiske hændelse efter den anden.

Det er, som om det vælter frem med den ene skønne historie efter den anden, hver gang man kradser lidt i lakken på hver ejendoms historie. Fælles for mange af bygningerne er, at de gennem tiden har skiftet tjeneste fra at understøtte kirken og/eller universitetet til i dag at danne rammerne for nogle af Københavns skønneste boliger. Den slags lejligheder og baggårdshuse, hvor gulvbrædderne mange steder stadig er 40 cm brede, fritliggende bindingsværk, relativt lavt til loftet, små vinduer og det ene vidunderlige kig efter det andet.

Hele bykvarteret Nørre Kvarter har alle dage været voldsomt præget af Domkirken og universitet. Således skrives kvarterets historie omkring Pædagogi Gården fra 1500-tallet, den tyske kirkegård, Skt. Petri og ikke mindst gravkapellerne, som stadig står i deres vidunderlig barokstil. I øvrigt er nogle af kvarterets bedst bevarede bygninger fra før branden i 1728.

Historien suser i gaderne, og selv i dag, hvor kvarteret er mondænt og cool, mærkes en dyb respekt for datidens fortællinger om et bysamfund, som i den grad var struktureret omkring nogle andre sociale rangordner, end man ser i dag.

Fra i 1600-tallet at have været domineret af den tyske menighed er kvarteret i nyere tid blevet overtaget af en pulserende ungdomsgeneration. Kirken og universitet tiltrak naturligt en blandet skare af personligheder, og kvarterets yderlige placering i forhold til det dengang centrale og majestætiske bycentrum i Frederiksstaden gjorde også, at der her var plads til samfundets laveste samfundslag og dem, der stod helt uden for samfundet. Kvarteret har gennem tiden været hjemsted for alt fra biskopper til ludere – en pluralisme, der i perioder har påtvunget kvarteret en sjælden rummelighed.

Præsterne messede i kirken, mens pigerne skreg i gaderne. Samfundets skæve personligheder, kunstnere og universitetsfolket kom til – her var alle avantgarde. I dag bor der omkring 1.000 mennesker i Latinerkvarteret, og jeg er ikke i tvivl om, at de, som bor her, er meget bevidste om, hvilke kvaliteter området har. Bydelen er tilvalgt, fordi den kan noget, som ingen andre bydele i København kan. Stedet emmer af en pulserende nerve, hvor de grundlæggende leveregler griber fat i indtagende dyder som tolerance, indsigt og medmenneskelighed.