Uddrag af Adrian Hughes's bidrag til bogen Arkitektoniske Sammenstød af Adam Schnack.
Adrian Hughes (f. 1962) journalist, foredragsholder, moderator og partner i kunstformidlingsplatformen Pars. Vært på Smags- dommerne, Kunstquiz, Historiequizzen, Kulturrådet og P1’s historiemagasin Alle Tiders Historie. Siden 2017, vært på P1’s ugentlige magasin Klog på Sprog.
Da jeg var barn i 60’erne havde jeg og mine tre brødre et sæt arkitektonisk byggelegetøj, som jeg gætter på, at min meget teknisk orienterede arkitekt- far må have bragt ind i familien. I dag grubler jeg over, hvad legetøjets skabere havde gang i. Det var en linealarkitektens våde drøm og alle kreative formgiveres mareridt. Modernismens kranspors elementbyggeri blev her ført ud i yderste planøkonomiske konsekvens – for børn, så ku vi lære det!
Man byggede med siger og skriver 6 standardmoduler: en byggeplade med et ternet net af fæstningspunkter, korsformede samlemuffer til de gule plasticbjælker med I-profil, som alle havde samme længde. Når man havde bygget en firkant, kunne man aptere den med brunt eller gråt masonitgulv, som gik igen som det flade tag i samme to farver; facadeelementerne var enten gulv til loft industri-vinduer eller en hvid plasticplade, som illuderede blind betonvæg. Mine og brødrenes anstrengelser endte som variationer af sammenstillinger eller stablinger af kubiske grundelementer, som i en grov-pixileret udgave af Minecraft, og vore færdigsamlede frembringelser lignede i heldigste fald det tarveligste industribyggeri i Mileparken i Skov- lunde, det som østtyskere kaldte Plattenbau.
De modernistiske arkitekter må have troet så meget på deres projekt, at de fandt det etisk uproblematisk at oplære børn i elementbyggeriets principper. Men deres drøm og mit mareridt er tilsyneladende blevet bygherrernes fremherskende produktionsmetode i det gennemsnitlige nybyggeri i dag.
I 2010 lykkedes det mig at melde mig ind i vinterbadeklubben ”Det Kolde Gys” i badeanstalten Helgoland. På det tidspunkt var det
fem år siden, at Helgoland havde gennemført sit hamskifte fra de gamle frønnede brædder tre planker fra kystlinjen på den sumpede, lavbundede og tangstinkende Amager Strandpark og var blevet genopført med heftigt effektive saunaer på den nyanlagte fremskudte kunstige ø i hele Amager Strandparks 2 km’s længde.
Jeg savner ord for, hvor vidunderligt og visionært dette bidrag til Køben- havns fantastiskhed er. Jeg skrumper i skam og skændsel, når jeg betænker hvor kålhøgent jeg selv gjorde nar af visionen om denne ø, da den blev fremsat af det såkaldte ”Amager Rivieraudvalg” 20 år før. Jeg interviewede udvalget til TV2 Lorry og malede dem op i et hjørne som naive fantaster og mødte dem som kæk reporter iført strandparasol, sundowner, badedyr, dykkermaske og snorkel. Jeg fik megen ros for den vellykkede latterliggørelse, men det er Rivieraudvalget, som har leet højt og larmende siden.
Metroen og den nyanlagte strand har turbo-gentrificeret de giftige industrigrunde på Syrefabriksvej og tilsvarende adresser bag Amager Strandpark. Siden 2010 har jeg måned for måned kunnet se, hvordan nye etagebyggerier er sprunget i vejret som paddehatte på en fugtig skovbund. Kommer man tilbage fra en uges skiferie har flere højhuse i mellemtiden materialiseret sig mirakuløst, som egetræerne fra de trylledriksdyppede agern i Asterix og Obelix.
Og det undrer mig hvor små afvigelser der er plads til, når en ejen- domsudvikler på almindelige kommercielle betingelser bygger med hurtigt salg eller udlejning for øje.