De seneste uger er der foregået en livlig – og vigtig – debat om ejendomsmæglerens ansvar for bevaring af hjørnestenene i vores arkitekturhistoriske arv.

Fra flere steder sigtes der med en påstand om, at ejendomsmæglere ikke har forstand på bygningskultur; at ejendomsmæglere udelukkende stræber efter en hurtig handel – at få salæret i hus og så skide på resten. Bare stå og tælle penge på kanten af vores kulturarvs sammenstyrtning, imens der hældes diesel på Porsche 911’eren, så vi hurtigt kan komme videre til næste samfundsudslettende bolighandel.

Dette perspektiv bør med rimelighed nuanceres.

Lovgivningen er ikke tydelig

Vi er faktisk nogle, som sætter en ære i at kæmpe en ihærdig kamp for at kaste glans over perlerne i vores bygningsmasse. Der er mange, både historiske ejendomme og ejendomme, der uden tvivl fortjener at blive historiske, der bør bevares, æres og bæres frem i vores fremtidige arkitekturfortælling. Bygninger, der har betydning. Bygninger, der giver mening på tværs af generationer, arkitektoniske epoker og politiske strømninger.

Naturligvis bærer vi som ejendomsmæglere et ansvar for at formidle en boligs kvaliteter loyalt, både hvad angår dens historie og dens potentialer. Naturligvis skal vi som ejendomsmæglere oplyse korrekt i alle sagsforhold omkring en bolighandel (det gælder også, om en bevaringsværdig ejendom må nedrives eller ikke). Og naturligvis skal vi arbejde ud fra et etisk kodeks, formgivet af basale moralbegreber og dyder, som i øvrigt definerer vores tilstedeværelse som mennesker i en verden, vi gerne vil dele med vores kommende generationer.

Disse er forskellige fra person til person, og så længe det politiske miljø, altså lovgivningen, ikke tydeligere prioriterer at kategorisere vores bygningsmasse i passende bevaringskategorier, vil det være op til den enkelte ejendomsmægler at vurdere, hvornår en ejendom bedst sælges som nedrivningsparat eller som en del af vores bevaringsværdige kulturarv.

Lettest at fralægge sig ansvar

Jeg nærer selv stor kærlighed til bygninger, der udmærker sig, og min ejendomsmæglervirksomhed er defineret med selvsamme kærlighed og betagelse som sit omdrejningspunkt. Vi har valgt en tilgang til det at drive ejendomsmæglervirksomhed, hvor vi hylder tidens fortællinger og stiller skarpt på det skæve og det, som består med en større betydning end den nøgterne definition af en bolig.

Det er ikke uden omkostninger at tage den position i et marked, der grundlæggende navigerer efter en kapitaloptimerende fællesnævner. Det er jo altid lettest at stikke hovedet i busken og fralægge sig ethvert ansvar. En farveløs ligegladhed, der sjældent er klædelig.

Vi har hver især mulighed for at tilvælge og fravælge opgaver, det gælder også for os ejendomsmæglere. Derved er vi jo også i vores frie ret til at sige nej tak til en formidlingsopgave, hvis vi vurderer, at den strider imod vores virksomheds forretningsmæssige positionering eller moralske kodeks.

Mæglere bærer ikke hele ansvaret

For at svare på Line Stougaards debatindlæg fra 8. maj i Byrummonitor siger jeg gerne nej tak til en opgave, hvis jeg ikke kan stå inde for at være med ombord, og jeg vil entydigt svare ja til, at vi bærer et moralsk ansvar.

På tilsvarende vis kan jeg stå i situationer, hvor jeg som ejendomsmægler føler, at jeg har en samfundsmæssig pligt til at anbefale en bygning revet ned. Det sker desværre ikke altid, og desværre – endda meget beklageligt – sker det heller ikke altid, at en ejendom, til trods for dens åbenlyse bevaringsværdige egenskaber, bliver bevaret.

Men at gøre ejendomsmæglerne ansvarlige for andre samfundsborgeres uhensigtsmæssige beslutninger eller manglende forståelse for vores beskattede kulturarv er måske at tage munden for fuld.

De fleste købere sætter pris på kulturværdien

Det skønne er, at jeg hos de fleste af mine købere oplever, at de faktisk gerne betaler mere for en ejendom, der netop er noget ekstra. En særlig arkitekt, et særligt formsprog, særegne kvaliteter, beliggenheden eller ejendommens proveniens er en stærk valuta. Det er alt det ekstra, der giver boligen mening udover at være et hjem med vægge og loft. Netop disse kvaliteter kan gøre en ejendom bevaringsværdig – og netop disse kvaliteter får ofte både de første og sidste linjer i mine boligpræsentationer.

Uden at det skal lyde elitært eller ekskluderende, kalder vi det ’meningsfulde boliger’. Det handler ikke om, at noget nødvendigvis er dyrt eller fint i traditionel økonomisk forstand, men at noget tilbyder et dybere lag.

Men alle vores anstrengelser til trods og alle vores ihærdige forsøg på at fremhæve bygningens væsentlighed står vi stadig tilbage med en køber, der får den fulde kontrol over ejendommen, når skødet er skrevet (medmindre den er noteret bevaringsværdig eller ligefrem fredet). Hvad der sker herefter, det kan vi som ejendomsmæglere ikke tage ansvar for.

Flere midler til fredning og mere dannelse i mæglerskolen

Derfor har vi brug for, at Slots- og Kulturstyrelsen prioriterer flere midler til at kortlægge vores bygningsmasse og foretage en relevant kategorisering af landets bygninger og deres betydning for vores arkitektoniske og kulturelle landskab. Lidt kontramotiverende oplever vi i stedet et væld af affredninger, et væld af ejendomme, der nedrives for at opføre tvivlsomme nybygprojekter og en politisk debat om udvikling af titusindvis af nye boliger på tværs af vores historiske bykvarterer.

Måske er det også den kapitalistiske ånd, der styrer beslutningsprocesserne i det politiske miljø?

Men lige så vigtigt er det at kigge ind igennem vinduerne til ejendomsmæglernes egne uddannelsessteder, hvor den generiske skoling i ejendomsjura og selvudslettende salgsretorik i langt højere grad handler om at komme ud end at blive dannet. På intet tidspunkt bliver nye håbefulde ejendomsmæglere udfordret på grundlæggende refleksioner over, hvilke dyder de tænker at rette kompasset mod.

På intet tidspunkt kræves der et begavet svar på, hvordan vi skal være mennesker i en verden, som skal udvikle et fællesskab for de kommende generationer. Alt det, der handler om vores kulturarv, om vores arkitektoniske epoker, om moralfilosofi og næstekærlighed er desværre heller ikke en del af ejendomsmæglerstudiet – omend det jo uden tvivl ville gøre vores overlevering til de kommende generationer langt mere interessant.

Det er fundamentalt, at vi skal have respekt for vores historie for at kunne skabe en respektfuld fremtid, og det gælder også for ejendomsmæglere.